Niels Otto Preuss kom til Ringmærkningscentralen som leder i 1962 og blev der indtil sin pension i 1995. Han flyttede derefter til en lille ejendom syd for Sorø, hvor han, som han selv skriver ”havde en dejlig stor have med egen sø, mange frugttræer og plads til får, gæs og høns. En dejlig ustresset tilværelse”. Alligevel endte det i 2014 med en hjerneblødning, som gjorde at han og Bodil måtte opgive stedet og flyttede til Smørum, hvor han boede indtil sin død den 7. december 2021, 86 år gammel.
Jeg mødte selv Preuss første gang i 1976 i forbindelse med mit speciale på daværende Vildtbiologisk Station om viber. Jeg skulle have samlet alle mærkningsoplysninger om viber, og var derfor jævnligt på ringmærkningsafdelingen i en periode, hvor jeg gennemgik alle mærkningsprotokollerne og afskrev ca. 17.500 ringmærkningsdata på viber. Og jeg blev altid godt modtaget og beredvilligt hjulpet. Jeg havde oplevelsen af at være sammen med Preuss sidste gang i Skagen Sømandskirke i august 2019, hvor en gruppe ældre ringmærkere – på initiativ af Flemming Byskov - var samlet til møde for at udveksle minder fra en svunden tid. Her holdt Preuss selv et indlæg, om sin tid som leder af ringmærkningsafdelingen. Jeg vil gennem citater herfra beskrive hans betydning for ringmærkningen i Danmark og i Europa.
I forbindelse med sit naturhistoriestudie tilbragte han megen tid på Zoologisk Museums fugleafdeling i Kejsergade, og som han sagde: ”Her havde jeg især tilknytning til konservator Erik Petersen og den meget farverige professor Hans Johansen, der var ansvarlig for ringmærkningen. Da han i 1961 opholder sig meget på Læsø, søgte museet en person, der som vikar kunne stå for den daglige ledelse af ringmærkningsafdelingen, en stilling jeg så fik i 1962.” Preuss overtog da en lidt trægt fungerende administrativ afdeling med en deltids kontordame og en henvist arbejdsløs kontorist til at håndtere besvarelser og servicere 79 ringmærkere, der i 1962 mærkede i alt 37.835 fugle. Selv om Preuss var leder, skulle professor Johansen en tid endnu stadig godkende alt, som gik ud fra afdelingen. Det lykkedes dog for Preuss, trods mange bump på vejen, at opbygge enmoderne og velfungerende ringmærkningsafdeling.
Preuss fortæller om arbejdet på ringmærknings-afdelingen i Skagen Sømandskirke, august 2019.
For at finde ud af hvem ringmærkerne var, hvilket ikke interesserede professor Johansen, begyndte Preuss at kontakte ringmærkere rundt i landet, og efterfølgende at arrangere sammenkomster spredt i landet på skoler eller hos private, ligesom han inviterede ringmærkerne til at komme på ringmærkningsafdelingen. Han sagde videre: ” Da jeg overtog administrationen af ringmærkningen, var det nærliggende, at jeg dannede mig et billede af, hvem de enkelte ringmærkere var, hvor de boede samt hvad de især ringmærkede. Når lejlighed gaves noterede jeg mig desuden de enkelte ringmærkeres telefonnummer, alder og eventuel også deres koners og børns navne.” Dette gjorde Preuss ikke kun for at få opbygget et kartotek over ringmærkerne så han - som noget nyt kunne udstede licenser til den enkelte mærker - men også fordi han rent faktisk ønskede at kende hver enkelt ringmærker. Han samlede i sin tid således et personligt billedarkiv fra sine møder, hvori han på foto navngav den enkelte ringmærker. Også et journalsystem fik Preuss efterhånden etableret, så der blev styr på ikke bare de gamle og stadig indkommende mærkningsbreve fra ringmærkerne, men lige så vigtigt genmeldingsbrevene fra hele Europa og Afrika.
Et stort problem blev løst, da han som den første på Museet fik anskaffet landkort, som har sagde ”En alvorlig hindring i arbejdet var vanskelighederne med at finde de enkelte genfundssteder på et kort for slet ikke at siger deres geografiske koordinater. Derfor måtte jeg indkøbe et antal atlas og kort. En meget stor hjælp blev det da det amerikanske militær frigav deres mange lister over stednavne og koordinater, lister der i øvrigt var uhyre billige. At der var andre på Museet, der savnede disse hjælpemidler, viste sig ved at kollegaer ofte søgte hjælp hos os.” Det blev hurtigt til flere tiltag, som ofte dog krævede sværdslag med ledelsen. Det første var effektivisering af afdelingens arbejde og systematisering af ringmærkerens afrapportering ved indførelsen af ringmærkningsrapporter til afløsning af afrapportering på brev. Det betød, trods Museets modstand, trykning af rapportark til ringmærkerne. Et endnu større projekt, som for en stor del var Preuss’ fortjeneste, var oprettelsen af EURING, der endnu i dag koordinerer al ringmærkning i Europa. I 1963 deltog han således i Frankrig i det første arbejdsmøde om førte frem til etableringen af EURING i 1967. Beskrivelsen heraf kan du læse her, hvor hans indlæg til 50-års jubilæet i 2017 på Amager er gengivet. Det var for øvrigt hans sidste optræden i international sammenhæng.
Det krævede engagement at være leder af afdelingen der uafvendeligt savnede midler til drift og udvikling. Han måtte således årligt kæmpe for finansiering af ringe, materiel og ”forretningsrejser” rundt til ringmærkerne og EURING-møder (ingen andre på Museet foretog jo ”forretningsrejser”).
Som noget nyt, var der i slutningen af 50-erne begyndt at komme spejlnet på markedet, først grove italienske bomuldsnet og senere japanske nylonnet. Preuss så mulighederne heri, men da Museet ikke måtte drive handel, indkøbte han selv net, som kunne distribueres til ringmærkerne. Dette øgede ringmærkningen betragteligt. Han måtte derfor også selv spæde til, da Museets første EDB-maskine blev anskaffet til håndtering af de stadig stigende mængder ringmærkningsdata. Træerne voksede dog ikke ind i himmelen, for et projekt til opbygning af databaser til håndtering af ringmærkningsmaterialer i samarbejde med Ib Clausager på Vildtbiologisk Station måtte opgives. ”Desværre havde jeg ikke forståelse for problemet fra Zoologisk Museums ledelse og dermed heller ikke økonomisk opbakning. Udarbejdelse af databaser hørte ikke ind under forskning mente de andre.” Vilkårene taget i betragtning lykkedes det trods alt alligevel Preuss at aflevere en velfungerende afdeling til efterfølgelse.
Preuss for af Eddie Fritze overrakt hædersbevisning efter sit indlæg på EURING-mødet på Amager, 2017 (foto: Boris Nikolov).
Ikke kun kontorarbejde blev det til, for der blev også tid til bl.a. ringmærkning af grågæs i Utterslev Mose, et projekt som blev startet i 1959 af Erik Petersen, og som Preuss videreførte efter dennes død i 1961 og helt frem til 1994, hvilket gjorde det til et af de få langtidsstudier af fugle. Hver sommer blev en gruppe samlet, hvorefter man tog til mosen, for at ringmærke så mange fugle som muligt. Det blev til ca. 4000 gæs på de 33 år (se DOFT 99 nr.1, 2005). Også DOF stod Preuss' hjerte nær, og han var engageret i fugletællinger ved bl.a. Blåvand og i udarbejdelsen af Feltornitologen i en årrække.
Preuss var måske ikke den store akademiker, som skrev artikler i massevis. Det blev kun til nogle ganske få. Han prioriterede driften af ringmærkningsafdelingen, mærkningen af sine grågæs samt serviceringen af og kontakten til ringmærkerne.
Henning Ettrup
RSS