Mindeord for Hans Christensen.

Efter meddelelsen om Hans’ dødsfald er minderne om Hans hos mig væltet frem, og om de fælles kæmpestore naturoplevelser! - Hans og jeg havde i mange år nogle naturoplevelser sammen, især i Finland og i Sarek. Men også store oplevelser sammen om sortspætter i Danmark.
Jeg mødte første gang Hans i Tønder i 1979, og vi havde et - synes jeg da - meget nært venskab de næste små ti år frem til sidst i 1980erne. Herefter gled det lidt ud, og vi mistede forbindelsen i lange perioder. Årsagen til det var nok mest, at i 1987/1988 besluttede jeg at stoppe mit feltarbejde med sortspætterne.
Hans og jeg fulgtes ad meget tæt i perioden 1979-1983. Jeg flyttede til Tønder i 1979 og tilbage til Nordsjælland (Hillerød) i 1983. Vi gik begge på Tønder Statsseminarium i den periode.
I perioden fra 1979 og frem til sidst i 1980erne hjalp jeg fra tid til anden Hans med arbejdet med sortspætterne. Jeg hjalp osse Hans med det praktiske med at fange og ringmærke og farvemærke de voksne sortspætter i sovehullerne, og jeg var med første gang der skulle ringmærkes redeunger i Sønderjylland i 1985 - tror jeg det var - da to sortspættepar for første gang ynglede i det sønderjyske.
Dette glemmer jeg aldrig nogensinde!! Det var nærmest forfærdelig farligt. Hans var jo en helt frygtløs person! Hans vovemod overstiger de flestes! Vi havde medbragt en 12 meter høj stige for at nå op til redehullet. Men redehullet var oppe i en højde på ca. godt 13 meter!! Hvad gør man så. Jeg havde forventet, at vi forsøgte men måtte opgive at få fat i rede-ungerne. Men nej, hvis jeg troede det, så kendte jeg ikke Hans godt nok, fandt jeg så ud af. Hans kravlede helt op og til sidst stod han og balancerede på det yderste -vangerne - på stigen hvor den endte 12 meter oppe, og så råbte Hans ned til mig "nu forlader jeg stigen", og husker jeg så med venstre hånd godt placeret i redehullet trækker Hans sig op for at kunne få fat og svinge benene om træet - Hans var dengang BOMSTÆRK og på toppen rent fysisk, han havde ikke et gram fedt overflødigt på kroppen, og han levede umådeligt sundt, og spiste altid kun akkurat hvad der var nødvendigt rent kaloriemæssigt - det havde han lært noget om idet han udover biologi på seminariet havde liniefag i hjemkundskab!
Nå men tilbage til den "frygtelige" oplevelse, jeg stod helt alene og holdt stigen - ingen kunne hjælpe os hvis der skete noget. Benene begyndte at ryste under mig, jeg var målløs og rædselsslagen. Det her kunne jo gå fuldstændig grueligt galt.
Hans hev den ene unge efter den anden ud af redehullet, mens han havde armen solidt krammet om træet i 13 meters højde og fik ja - på nærmest ufattelig facon - balanceret ungerne ned i den medbragte pose - og lidt efter råbte han ned til mig "nu når jeg tilbage på stigen" - underforstået nu skulle jeg holde ekstra godt fat i stigen når hans vægt igen kom over på stigen. Det utrolige ved denne historie er: den er 100 pct sandfærdig - og det gik godt.
Hans var utrolig rolig af sind og gemyt, ALTID samme sindelag, aldrig opfarende eller lignende, men denne dag da vi kom hjem smilte Hans, det gjorde han ellers ikke så meget, og han fortalte til flere med stolthed om de første sortspætte-unger nu var ringmærket i Sønderjylland, og så forventede jeg han ville fortælle om hvordan han nåede reden med en for kort stige. Men nej det fortalte han INTET om, det handlede jo om, det var ikke Hans der skulle være i centrum, næ det var sagen-det var sortspætterne og ringmærkning af ungerne. Hans var et meget beskedent menneske. Jeg vil aldrig nogensinde glemme den oplevelse den dag i maj, 9. maj vistnok, i 1985.
Så springer jeg lige frem til en af mine sidste store oplevelser sammen med Hans - det var faktisk samme år, i slutningen af august 1985. Da var vi sammen til Nordisk Ornitologisk Kongres - i Joensuu i det østligste af Finland. Hans og jeg lå i telt som de eneste af samtlige deltagere til kongressen!
Hans var jo helt fantastisk dengang, som altid, han var faktisk noget af en frygtløs enlig eventyrer! Vi havde talt om, vi kunne følges ad derover, men næ nej. Hans oplyser mig, at "nu tar han på ferie i Finland i en månede, så mødes vi bare derovre". Hans tog op til Nordfinland og cyklede så hele vejen ned gennem Finland, der holdt han så sin sommerferie. Det var sgu friskt gjort. Alene på en cykel helt fra det nordligste Finland gennem en månede ned til kongressen. Men sådan var Hans bare. For ham var det måske mest naturlige her i verden - at leve på den måde. Han fik helt sikkert nogle KÆMPE store oplevelser, og natur oplevelser.
Selv tog jeg med tog til Stockholm, og sejlede over via Ålandsøerne til Helsinki, og derfra videre med tog tværs gennem Finland over mod den russiske grænse, hvor Joensuu lå tæt på. Der var universitet i Joensuu, og der foregik kongressen.
I øvrigt skal det her tilføjes at Hans jo var med på kongressen med et indlæg. For første gang i den spæde start af hans "livsprojekt" berettede han om sit "grænseoverskridende" forskningsprojekt om sortspætterne i den dansk-tyske grænseregion.
Og til sidst endnu et par eksempler på, hvor frygtløs Hans var, og hvilket vovemod han besad for at opnå sine ultimative fugle -og naturoplevelser. Hvilket er et gennemgående tema i denne beretning om minderne om Hans. Det er så tilbage i 1983 i Sarek, hvor jeg var på ferie sammen med Hans.
Første store udfordring er, at vi skal passere den store og berygtede grænseelv der vistnok hedder "Njåtosvagge", den afgrænser nationalparken Sarek, og er beliggende lige nord for Kvikjokk, hvorfra vores "ekspedition" starter. Hans foreslår vi starter forsøget på at passere den brusende og frygtindgydende elv meget tidligt om morgenen kl 05.00 hvor strømmen er svagest - med rygsæk med 25 kilo på ryggen, og vi gør det og det går godt, ingen problemer bortset fra en kold oplevelse, og da jeg når over til bredden hvor Hans for længst er nået i land, tænker jeg "hvor er mine ben", de var nærmest blevet følelsesløse i det iskolde smeltevand.!
Næste udfordring er de "naturlige snebroer" over vandløb med kraftig strøm og forgreninger af elven. Hvis vi skal undgå dem skal vi gå mange mange kilometer mere end i fugleflugtslinie, hvad jeg foreslår vi gør, men Hans siger nej, vi går da bare over snebroerne bundet sammen. Hans havde medbragt tov eller stærkt reb, så vi bandt os sammen. Tanken var at hvis den ene af os faldt igennem sneen ned i elven så kunne den anden trække op i rebet. Hvordan det var gået, hvis det skete tør jeg slet ikke tænke på - den dag i dag. Det var et voldsomt vovemod Hans besad, og det var bestemt ikke ufarligt det vi fortog os i Sarek.
Det allersidste kommer nu da vi passerede et meget vådt sted på vejen hjem (det var en meget våd sommer i Sarek i 1983) hvor man var ved at ligge spang over deltaet men ikke færdige endnu, så havde vi en stor udfordring, altså ENDNU en udfordring på den strabasserende tur. Hans vadede igennem og kom lige akkurat over uden at få vand i støvlerne. For mig gik det helt galt jeg fik vand i støvlerne, og måtte så til at tørre støvler og tøj da vi nåede over. Så sagde Hans til mig at "nu går jeg tilbage til Kvikjokk" der var vel en 3-4 dages vandring til Kvikjokk, og så efterlod han mig tilbage alene, jeg skulle jo bruge timer på at tørre tøj og støvler, og det havde Hans ikke tid at vente på. Men ”no bad feelings” fra min side, heldigvis da! Hvorfor ikke? Jo vi var jo forberedte på situationen EVENTUELT kunne opstå, så vi havde BEGGE medbragt et telt, så resten af turen brugte jeg mit eget telt.
Men hvorfor skulle Hans pludseligt så hurtigt hjem til Danmark. Jo, Hans var dengang i 1983 arbejdsløs, og han skulle hjem for at "stemple" på arbejdsformidlingen i Tønder!!
Hans var ellers meget kritisk indstillet overfor myndigheder, magt og stat! Men han havde respekt for AF dengang, og sagde da vi diskuterede det og jeg sagde "at det gik jo nok" om han kom en dag for sent, at det turde han ikke løbe an på, det kunne medføre sanktioner. Og derfor tog han en rask beslutning og forlod mig alene i vildmarken!
Sjovt nok og heldigvis da Hans og jeg havde gået der i ti dage uden at se et eneste menneske, så dukkede en flok på 5 bjergvandrere op, det viste sig at være danskere! og dem fulgtes jeg med tilbage til fjeldstationen og videre med tog ned til Danmark.!

Det var min beretning!
Bo Thyge Johansen.

_____________________________________________________________________________________

Ringmærkningen er blevet en kapacitet fattigere med Hans Christensens bortgang den 2. marts 2021.

Hans var i ringmærkerkredse især kendt for sit store arbejde med studier og ringmærkning af Sortspætter i forbindelse med dens indvandring sydfra til det sønderjyske. Siden fulgte han også dens spredning op gennem Jylland.

Hans var af den stille type, der var dedikeret til arbejdet med Sortspætten, hvis familieforhold han omhyggeligt fulgte år efter år gennem mere end 40 år. Hans ihærdige og omhyggelige arbejde, som har udmøntet sig i en række artikler, har i høj grad bidraget til vores viden om Sortspætten i Danmark. Hans blev i 2011 udnævnt til årets ringmærker, netop med baggrund i arbejdet med Sortspætten. Så det er ikke et tilfælde, at han i ringmærkerkredse gik under navnet Spætte-Hans.

Æret være hans minde.

Henning Ettrup